Urnehoved

Landsting

Fra gammel tid bestod Danmark af såkaldte "lande", som havde hver sit ting dannet af en række herreder.
Landstingene var placeret på steder, hvor mange mennesker samledes, og faldt derfor sammen med de hedenske hellig- eller kultsteder. Alle "bofaste våbenføre" mænd havde ret til at deltage i landstinget.

I historisk tid har man kendskab til landsting i Ringsted, Lund og Viborg de tre hovedting, hvis fornemste opgave var at hylde kongen, men der var også landsting i andre landsdele. Tingene holdt møde hver fjortende dag og fungerede nu og da som politiske forsamlinger, men deres hovedopgave var at fælde domme og lovgive.

Hærvejen

Kvæget måtte transporteres og i forbindelse med dette, kom Hærvejen, der var Sønderjyllands vigtigste færdselsåre, til at spille en yderst væsentlig rolle.

Dog har man fra slægt til slægt bevaret mindet om denne ældgamle færdselsåre, der strakte sig fra Viborg i nord til Husum i syd og var en forbindelse til markeder i Slesvig.

Vejen, der var hovedtrafikåre fra oldtiden til langt op i nyere tid, var placeret på et sted, hvor jorden ikke var leret og svært passabel som i østkystegnens bakkede og skovbevoksede land. "Oksevejen" kaldes den for det meste syd for Kongeåen, mens den nord for går under navnet "Studevejen", "Kongevejen" eller "gammel Viborgvej". Menigmands navn for vejen var "den store landevej".

I navnet Hærvejen er der en klang af våben, og helt ufarligt var det nok ikke at bo ved denne vej. Alle de sogne, der gennemskæres af dette færdselsstrøg, fik da også de urolige tider på ganske nært hold. Få beretninger peger hen på, at skuepladsen for de stridende parter skal søges langs med Hærvejen.

Hærvejen havde i oldtiden et andet forløb, end den har nu, idet den da gik uden om den brede Urnehoved-banke (skovklædt bakkedrag) og forbandt i stedet de gamle byer Rise, Bolderslev og Uge. Anlægget af det langt kortere vejstykke mellem Toldsted og Povlskro er svært at datere. Nogle mener, at omlægningen er sket i forbindelse med Olgerdigets svære paliadeværk. En så stor del af Urneskoven skulle da være blevet ryddet, at der derved blev mulighed for trafik tværs over Urnehoved. Der er dog intet, der hverken af- eller bekræfter denne teori. Men sikkert er det, at "den store landevej" nu søgte op over Urnehovedbanken.

Urnehoved

Rydningen af skoven, og omlægning af Hærvejen gjorde som sagt, at trafikken nu ledtes tværs over Urnehoved. Men hvad skjulte der sig egentlig bag dette måske lidt mystiske navn? Skulle der herske tvivl om stedets placering, kan det oplyses, at det kan lokaliseres til det østlige Sønderjylland - en halv snes kilometer sydvest for Åbenrå. Byerne Uge, Bolderslev og Hjordkær ligger omkring Urnehoved i en radius af ca. 2 km.

Navnet "Urne" er en afledning af Ure, Ore "stenet Jordbund", et ord som ofte i Stednavne anvendes om skovstrækninger. Efterleddet "-hoved" bruges om ting, der ligner et hoved eller det øverste af noget, og det gør bakkedraget på Urnehoved givetvis. Deraf altså navnet Urnehoved, der i folkemunde kaldtes "Hvornhoi". Stedet er ikke uden betydning- tværtimod. En række historiske begivenheder knytter sig nemlig dertil.

Landstinget på Urnehoved

På bakkedraget Urnehoved afholdtes der ting. Det er ikke muligt nøjagtigt at angive tingpladsen, hvilket man heller ikke kan ved de øvrige landsting i Danmark.

Nogle mener, at man har flyttet rundt på tinget efter vejr- og vindforholdene, mens andre mener, at dette er i strid med Eriks sjællandske Lov, hvori der bestemmes, at både konge og herredsmænd skal fastsætte tingstedet. Det eneste mulige synes at være at henlægge det til et sted på Urnehoved.

Meget tyder på, at tinget ikke har været tillagt dømmende myndighed, men at det har fungeret udelukkende som et politisk ting. Det væsentligste argument til fordel for denne opfattelse må være en bemærkning fra 1424, hvor der nævnes, at "appel fra Sønderjylland sker til Viborg landsting".

Urnetinget i historien

På grund af det sparsomme kildemateriale fra middelalderen, har man kun kendskab til få kilder, hvori Urnetinget omtales. Den ældste indirekte omtale, vi har af Urnetinget som et mødested mellem konge og folk, er i forbindelse med kongen Svend Estridsøns død i Søderup (H) i 1074. Ved denne lejlighed beretter
Knutlingesagaen, at han døde "efter afholdt ting" , her mener nogle, at der i den forbindelse kun kan være tale om det nærliggende Urneting.

Den første, der omtaler tinget ved navn, er Saxo, idet han fortæller, at Erik Ejegods frilleson (I), Harald Kesja, i året 1134 lod sig kåre til konge "ved Urnetingets stemmer (Urnicæ conciones suffragiis)" (16). Denne tronkræver var efter sin faders død blevet vraget, i stedet var hans farbroder, Niels i 1104 blevet valgt af folket. I 1134 blev Niels imidlertid myrdet i Slesvig, hvorefter Harald hastede nordpå for at blive valgt, og undervejs mod Viborg har han fundet det hensigtsmæssigt at lade sig hylde på Urnehoved. Denne optræden må ikke have været uden betydning, for kort efter lod hans halvbroder, Erik Emune, ham halshugge. Erik blev dog selv allerede i 1137 dræbt - muligvis p.g.a. forhandlinger om pålæggelse af skat - mens han var til stede på ting.

Omkring et halvt århundrede senere omtales tinget atter. Dette er i forbindelse med Knud d. 6. valg til konge i 1182. I fortællingen af Saxo lyder det, at der på Urnetinget var nogle, der "i løn så skævt til ham, men de måtte holde deres misøje nede, da alle de andre tog vel imod ham" .

Huitfeldt fortæller i "Danmarks riges krønike" første gang fra året 1254 om hertugens, Valdemar d. 3., forlening, og anden gang er det i forbindelse med omtalen af et forlig i 1306 mellem Erik Menved og Valdemar 4.

O. 1523 skal den sidste politiske begivenhed have fundet sted på Urnehoved. En herredsfoged ved navn Nis Henriksen skulle da være blevet forjaget af det folk, der var til stede. Grunden dertil skulle være denne, at Nis Henriksen skulle have forsøgt at få folket til at standse oprøret mod Frederik d. 1.

Skulle man betvivle Urnetingets ligestilling med de øvrige landsting, var dette intet at regne for i forhold til, hvilken stilling Urnetinget senere fik. Det skulle nemlig vise sig i adelens privilegiebrev fra 1524, "landdagen årligt skulle afholdes i Flensborg otte dage efter påske" . Det gamle Urneting syntes altså at have udspillet sin sidste rolle.

Opsummering / delkonklusion

Hvad angår tingets beliggenhed svigter kildestoffet. Stedets beliggenhed har optaget sindene meget, hvilket har resulteret i utallige diskussioner og påstande.
Adskillige har ad indirekte vej forsøgt at fremskaffe oplysninger, der kunne give et vink om pladsens beliggenhed. Alligevel må man fastslå, at det ikke er muligt at lokalisere tingstedet præcist. Med hensyn til tingets funktion hersker også her stor usikkerhed.

Betragter man de få sager, man til alt held har kendskab til, og som vedrører Urnehoved, danner der sig et billede af et mødested mellem konge og folk- eller rettere "mandskab".

Stormandsslægten Urne

Kildematerialet gør det her- som en undtagelse- muligt at følge en af de ældst kendte danske adelsslægter gennem hele 1200-tallet. Sognets (M) ældste skriftlige meddelelse- og dermed første omtale af Urneslægten- findes på en runesten- den såkaldte Bjolderupsten, der er sat til et minde om et medlem af Urneslægten. Det formodes, at stenen efter formen at dømme har været en dæksten over en grav. Som Udsmykning ses et kors et såkaldt livtræ-kors, idet det forneden har tre rødder. Tilmed ses en runeindskrift, der lyder "ketil urnæ ligir hir". (Ketil Urne ligger her) Stenen ligger nu i våbenhuset ved Bjolderup Kirke. Runestenen har man dateret til ca. 1200 og Ketil Urne er således det ældst kendte Urne-navn. Slægten førte et ørnelår med tilhørende klo i sit våbenskjold.

Mindeparken på Urnehoved og Urnehovedselskabet

Efter genforeningen med Danmark 1920 kunne de danske sønderjyder frit dyrke de danske minder, og dette gjaldt ikke mindst for Urnehoved landsting. En sommerdag i 1923 samledes man for at værne om det gamle minde på forslag af H.P.Hanssen og det nystiftede Historiske Samfund for Sønderjylland var medindbyder. På Urnehoved fortsattes der år efter år med friluftsmøder på en plads i skovbrynet eller ved et hegn, som man det pågældende år fandt velegnet. Det var især Grundlovsdagen, som blev den traditionelle festdag.

Det var det unge Grænseværn, der gav de første midler til at erhverve stedet, hvorpå møderne skulle holdes. Da de ved deres årlige årsstævne i 1939 lod præge et "Urnehovedemblem", var overskuddet ca. 3800 kr., der gik til Urnehoved. Dette overskud gjorde, at udvalget, der hidtil havde bestået af 5 medlemmer, nu måtte under faste rammer.

Det resulterede i, at urnehovedselskabet d. 21. marts 1940 blev stiftet. Men på grund af besættelsen d. 9. april 1940, trådte selskabet først aktivt frem efter befrielsen i 1945. Dog afholdtes møderne fra 1941-1944 som stilfærdige indendørsmøder. I efteråret 1945 købte selskabet 2 ½ td. land på marken Løgpold af gdr. Paul Callesen. Dette stykke jord blev i 1946 tilplantet og parken anlagt.

En sten - den såkaldte Urnehovedsten bærer inskriptionen "Urnehoved, Sønderjyllands landsting indtil 1523. Med lov skal land bygges". Stenen blev ved sommerstævnet i 1930 afsløret, og ved samme lejlighed blev det 6 m store dannebrogsflag skænket af de "Forende danske Ungdomsforeninger". Omkring den store sten står 8 mindre sten, hvoraf de 5 bærer inskriptioner om begivenheder, man mener knytter sig til stedet. Foran stenene er Kong Chr. d. 10. initialer indlagt i sten. Stedet blev i 1956 fredet.

Til det årlige møde på Urnehoved, er der gennem tiden blevet knyttet en række traditioner. Som eksempler derpå kan nævnes: fælles flaghejsning, fællessang, udefrakommende talere og underholdning. Hvad angår talernes indhold kan her nævnes: nødvendigheden i at slutte op om det danske forsvar, Grundloven og Jyske Lov, grænselandets stilling og opgave i nutid og fremtid, folkestyre og demokrati, vores pligt over for Sydslesvig. Ikke sjældent mindes man dem, der har givet deres liv for Danmark, og ofte udbringes et leve for fædrelandet. Derfor kan det vel næppe være til stor forbløffelse, at fællessangen som "Jeg elsker de grønne lunde" og "Du skønne land med dal og bakker fagre" ofte synges i den forbindelse.

Stedets betydning for lokalområdet

Stedet har i nyere tid ikke mistet sin betydning, men den er med stor sandsynlighed blevet en anden. Urnehovedselskabets mangeårige formand H.P.Jørgensen udtalte om stedet:

 "Det der især har bidraget til, at vi Sønderjyder under
Fremmedherredømmet har bevaret vort danske Sin-
delag saa godt, skyldes de gamle Minder: Urneho-
ved og Dannevirke. Maadersmaalet var dansk, og dis-
se gamle tusindaarige Minder fortalte os, at Sønder-
jylland er gammelt dansk Land og altid har været det".

_{Uddrag af "Den større skriftlige opgave" ved Aabenraa Gymnasium og HF.
Udført januar 1995 af Eva Jacobsen, Bolderslev.}